Teknologisk Partnerskab formidler teknologisk viden. Konceptet har eksisteret siden 1995 og består grundlæggende af et globalt netværk, der omfatter mere end 125 danske og internationale videninstitutioner. Mere end 22.000 eksperter fra videninstitutioner og -virksomheder i 42 lande er med i netværket, der dækker mere end 850 fagkompetencer.
Gennem Teknologisk Partnerskab kan danske virksomheder søge assistance til at finde den bedste og nyeste viden til deres innovative udviklingsprojekter. Partnerskabet sparer virksomhedernes tid og ressourcer og giver i løbet af blot ti dage svar fra eksperter i hele verden på, hvordan de kan løse konkrete opgaver på den bedst mulige måde.
Vidensøgningen foregår ud fra virksomhedens konkrete behov og projekter, altså en brugerdrevet innovation. Konsulenter indhenter og identificerer den nye viden og deltager i at bearbejde denne viden ud fra kendskabet til "videnleverandørerne".
Teknologisk Partnerskab har til huse på Teknologisk Institut.


